Columnist

 

 

In 2018 I was invited to write saturday columns each second month for the Danish newspaper Fyens Stifttidende over one year. 

It has been great fun to adress small and big issues of my own choice and have them published in writing in stead of in film. I love to make films, but it is also most often a long and demanding process before you "publish", therefore its so rewarding to write something and have it out the day after. Below are two of my columns and further down links to the rest.

Fyens Stifttidende has about 163.000 readers in the woekdays and 202.000 readers in weekends.

Der kan blive stille

Jeg vil høre om dit liv nu, mens vi sidder i sofaen med fødderne i hinandens hænder. Samler på alt jeg har fra dig, og alt jeg gerne ville have haft fra dig.

Din grundlæggende kærlighed til mennesker. Din styrke, din skønhed, din evne til at se det gode. Egenrådig, intelligent, forstående.

I naturen, som du har arbejdet for livet igennem.

En rebel med mange kærester engang. Det er mændene, der er de følsomme, siger du, og lytter til mine kærlighedsbekymringer. Du lærte mig at analysere tekster og besvarede så mange spørgsmål.

Kløede os på ryggen, rystede vores ører, når de kildrede, og fodrede os efter tidens sundhedsprincipper. Din mad er ren og god og smuk. Fik jeg sagt det eller blot tænkt det?

Vi har vandret sammen på bjerge og i livet generelt med en humor, som ingen andre forstår. Og jeg har været hidsig og fraværende og travl, også. Det hele passerede hurtigt og selvfølgeligt.

Nu skubber jeg din kørestol gennem skoven. Tiden udvider sig omkring os, og vi takker som tørstende. Hvem skal jeg spørge om blomsternavnene, når du er borte?

"Giver du mig et tegn bagefter, fra den anden side?""Jeg følger dig. Så længe du tænker på mig, er jeg - det er så fint skrevet. Som et allestedsnærvær i blomsten du kigger på, og græsset du går på.""Jeg vil hellere, at du kommer og niver mig i røven.""Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Så det må jeg gøre, mens jeg kan."

Men er en mor ikke allerede allestedsnærværende? Da kræften eksploderede pludseligt i min mors lever forrige februar, var udsigten til det fysiske tab afgrunden. For nogle måneder siden, da vi sad i sofaen, var det tanken om at høre min mors sidste ord. Der kan blive stille. Nu, er det den pludselige bevidsthed om, at følelsen af mor ubemærket har omfavnet mig livet igennem og skal forsvinde netop, som jeg ænsede den. At det gode ubemærket allerede er og først nu mærkes.

"Ens mors bevidsthed om én forsvinder, man bliver mindre i verden", sagde Julie og holdt min hånd."Men samtidig bliver kærligheden større. Det er den største eksistentielle krise, du står i."

Det er ikke en proces, man går igennem. Det er en proces, der haler én igennem sig. Imens andre stammer "sig til" i forbifarten, blændet af tidsforsnævring. Men jeg kan kun sige "ja" og "nej", mens alt udvider sig omkring mig. Nåede vi det? Kunne vi prøve at udvide rummet og tiden mens tid og rum er. Er det muligt?

Den liderlige ligegyldighed

Han trak stikket på en sms kort efter min mors død. Jeg var rasende. Vred mig for at undgå den bitter-søde offerfælde, når jeg genspillede det sidste års yoyo-forløb, hvor alt blev holdt udefineret.

Sorgen over ikke at kunne komme til min ret, over ligegyldighedssignalerne i hans handlinger og over at have kompromitteret min selvagtelse. Men det hjælper jo kun at lune sig ved hans lort, hvis jeg ikke vil se mit eget: selvretfærdigt, selvbeskyttende, at udvise samme kynisme og ligegyldighed, for sådan gjorde han. Høne-æg? Domino? Stædigt og naivt søge nærhed og kærlighed dér, når han ikke var dér. Som at gå til præmieslagteren og insistere på kaviar, når slagteren for femte gang har vist, at han ikke har det. Endda vist baglokalet og holdt mig hen for i stedet at sælge bockwurst.

Skæbnens ironi kylede Kierkegaards bog "Enten Eller 2" i skødet på mig, hvor ægtemanden opdrager på forføreren: "Dit Liv vil gaae op i lutter Tilløb til at leve (...) Det Du holder af, er den første Forliebelse (...) Du elsker det Tilfældige."

Genkendelsens latter udløste så mange endorfiner, at læsningen var helbredende. En detaljeret tydeliggørelse af, hvad der havde været på spil i indre og ydre mellem ham og mig - ikke den ene som den ene og den anden som den anden, forfører - ægtemand, men inde i os hver især, i mange i dag. Serveret for over 150 år siden!

For - mange virker forunderligt forplumrede i higen efter den store kærligheds samhørighed og samtidig splittelse i individualisme og tilknytningsproblemer. Midt i suppen drukner ordentligheden lidt for ofte. Betydningsløshed gror som magtmiddel - som om man har større magt, jo mere ligegyldighed man udviser.

Det bliver et uudsagt argument, at sådan er man selv blevet behandlet. Er man næsten lidt naiv-dum, værdiløs og manipulerbar, hvis man udviser godhjertethed og velvilje, og overholder aftaler? Er det her bare et storbyfænomen?

Vi kan putte os med kaffen og avisen og forarges over uordentlig adfærd ude i verden. Se ordentlige ud fordi vi udpeger de uordentlige rotter.

Men skal ordentlighed skabes i stor skala - må vi også yde en indsats på mikroplan, gå os selv efter i sømmene. Ordentlighed er værd at insistere på, uanset fristelsen i at møde ligegyldighed med ligegyldighed. Fordi ordenlighed giver en struktur, der beskytter vores alles sårbarhed, så vi tør igen. Skaber tillid. Smitter. Ordentlighed anerkender, at vi alle har værdi i os selv.

Måske er vi ikke enige, men vi kan godt være ordentlige, uden tab af vildskab. Og vi véd godt, hvad der er ordentligt.