In 2018 I was invited to write saturday columns each second month for the Danish newspaper Fyens Stifttidende over one year. 

It has been great fun to adress small and big issues of my own choice and have them published in writing in stead of in film. I love to make films, but it is also most often a long and demanding process before you "publish", therefore its so rewarding to write something and have it out the day after. Below are one of my columns and further down links to the rest.

Fyens Stifttidende has about 163.000 readers in the workdays and 202.000 readers in weekends.

Der Kan Blive Stille

Jeg vil høre om dit liv nu, mens vi sidder i sofaen med fødderne i hinandens hænder. Samler på alt jeg har fra dig, og alt jeg gerne ville have haft fra dig.

Din grundlæggende kærlighed til mennesker. Din styrke, din skønhed, din evne til at se det gode. Egenrådig, intelligent, forstående.

I naturen, som du har arbejdet for livet igennem.

En rebel med mange kærester engang. Det er mændene, der er de følsomme, siger du, og lytter til mine kærlighedsbekymringer. Du lærte mig at analysere tekster og besvarede så mange spørgsmål.

Kløede os på ryggen, rystede vores ører, når de kildrede, og fodrede os efter tidens sundhedsprincipper. Din mad er ren og god og smuk. Fik jeg sagt det eller blot tænkt det?

Vi har vandret sammen på bjerge og i livet generelt med en humor, som ingen andre forstår. Og jeg har været hidsig og fraværende og travl, også. Det hele passerede hurtigt og selvfølgeligt.

Nu skubber jeg din kørestol gennem skoven. Tiden udvider sig omkring os, og vi takker som tørstende. Hvem skal jeg spørge om blomsternavnene, når du er borte?

"Giver du mig et tegn bagefter, fra den anden side?""Jeg følger dig. Så længe du tænker på mig, er jeg - det er så fint skrevet. Som et allestedsnærvær i blomsten du kigger på, og græsset du går på.""Jeg vil hellere, at du kommer og niver mig i røven.""Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Så det må jeg gøre, mens jeg kan."

Men er en mor ikke allerede allestedsnærværende? Da kræften eksploderede pludseligt i min mors lever forrige februar, var udsigten til det fysiske tab afgrunden. For nogle måneder siden, da vi sad i sofaen, var det tanken om at høre min mors sidste ord. Der kan blive stille. Nu, er det den pludselige bevidsthed om, at følelsen af mor ubemærket har omfavnet mig livet igennem og skal forsvinde netop, som jeg ænsede den. At det gode ubemærket allerede er og først nu mærkes.

"Ens mors bevidsthed om én forsvinder, man bliver mindre i verden", sagde Julie og holdt min hånd."Men samtidig bliver kærligheden større. Det er den største eksistentielle krise, du står i."

Det er ikke en proces, man går igennem. Det er en proces, der haler én igennem sig. Imens andre stammer "sig til" i forbifarten, blændet af tidsforsnævring. Men jeg kan kun sige "ja" og "nej", mens alt udvider sig omkring mig. Nåede vi det? Kunne vi prøve at udvide rummet og tiden mens tid og rum er. Er det muligt?